Jagtrejse til Oxfordshire

Jagtrejse til Oxfordshire England april 2012.  
Af Ulla Brink og Gerner Ørskov Pedersen.
 
En pariserbøf i Køge sommeren 2011 udviklede sig i en noget anden retning, end vi havde regnet med. Efter frokosten, kørte vi en tur til Ringsted, hvor der var jagtmesse i Hubertushuset. 
Vi mødte Henrik fra Aurora jagtrejser, og fik en rigtig god snak om jagt i England. Han kendte et godt sted i Oxfordshire, og der var der store bukke samt muntjac og chinese waterdeer. Gerner har, i mange år, haft et stort ønske om at skyde en muntjac, og vi ville begge gerne skyde en rigtig stor buk, så vi spidsede ører. Inden vi havde set os om, havde vi bestilt en rejse til England, året efter i april 2012. 
15.4.2012. Endelig kom vi af sted, og flyveturen til England gik fint.
Lufthavnen i Heathrow var nemmere at slippe ud af, end vi havde regnet med. Vi fandt nemt bussen til Oxford, og fik lagt al vores bagage inkl. rifler ind i bagagerummet. I Oxford, fandt vi en rigtig sort engelsk taxa til at køre os den sidste vej til Witney, hvor vi skulle bo. 
Efter ankomsten til hotellet ”The blue boar” ringede vi til Gordon, vores stalker, og aftalte, at han hentede os næste morgen kl. 5. Vi var spændte og glædede os meget, og ingen af os havde været på jagt i England før. 
Resten af dagen blev brugt i Witney, en hyggelig mindre by med mange gamle huse og brolagte gader. En enkelt pub blev også afprøvet med succes. 
Næste morgen stod vi parat kl. 5 og Gordon var der på pletten. Vi blev spurgt om, hvad vi havde lyst til, og Gerner valgte at blive sat af i en skydestige. Gordon og jeg ville pürsche efter buk.
 
Vores jagtområde var kæmpestort, og strakte sig over mange mindre marker omkranset af brede læbælter med blomstrende tjørn og frugttræer. Vi kunne også jage i en park tilhørende slottet Eynsham Hall. Denne park minder meget om Dyrehaven, men med meget skov omkring. Området ligger dels i Oxfordshire, men der er også jagt områder i Cotswolds. Rundt omkring i landskabet ligger der små middelalder landsbyer med de smukkeste blomstrende haver. Vi ville ikke have undret os spor, hvis vi pludselig mødte Barnaby eller Miss Marple. Foråret er længere fremme her, så rapsmarkerne lyste gult og kornmarkerne var grønne.
 
 
Efter et par timer, kom der en sms fra Gerner. Han havde skudt en stor muntjac. Det var jo fantastisk, og jeg måtte læse sms’en flere gange, før jeg troede på, at det var sandt. 
 
 
 
Da vi hentede ham, fortalte han rystet, at han, efter et par timer i stigen, så noget rødligt der bevægede sig i tjørnekrattet mellem de to marker, han sad ved. Først troede han det var en ræv, men snart så han, at det var en muntjac. Så begyndte feberen at melde sig, og inden han så sig om, havde han revet skuddet af. Han forsøgte at repetere men det tomme patron hylster satte sig fast, og muntjac’en sprang i vejret og rendte sin vej. Han var helt sikker på, at han ikke havde ramt den og ærgrede sig rigtig meget over situationen. Men efter et kvarter, var der igen noget der puslede i krattet og minsandten, muntjacen kom igen. Gerner forsøgte, at pifte den stop 2 gange uden held. Muntjac’er står meget sjældent stille, men 3. gang stod den så stille, at Gerner kunne skyde og denne gang lykkedes det perfekt.
 
Om aftenen skød Gerner en flot buk, og humøret var højt. 
Det havde været en spændende jagt. Først havde Gerner og Gordon stået på anstand et sted, hvor Gordon vidste der var en guldbuk. Den dukkede dog aldrig op, selvom de var i området 2 gange både på anstand og på pürsch. Derefter ville Gordon ikke have, at de skulle gå efter den mere. Han synes ikke, man skulle forstyrre mere end 2 gange det samme sted. De kørte stille og roligt rundt i et andet område med bakket skov og var ude og pürsche flere gange. De så flere bukke, men ingen Gordon mente var skudbare. Pludselig så de en buk og en rå inde i skoven. Bilen blev efterladt og de gik efter den. Desværre var der ikke noget kuglefang hvor den stod, så Gerner måtte vente lidt, indtil bukken gik hen foran et kæmpe egetræ der kunne være kuglefang. Men bukken forsvandt smældende med råen og væk var de. De pürschede stille og roligt efter og endte ved et stengærde ud til en stor dal. Bukken var ikke at se og Gordon vendte om for at gå tilbage til bilen. Gerner stod lidt og kiggede efter bukken en sidste gang og så hørte han Gordon hviske og hvæse. Gerner vendte sig om og så at skydestokken stod klar og bukken stod ca. 60m fra dem. Hvordan de kan have gået forbi uden at opdage den, eller uden at bukken opdagede dem, fattede de ikke. Den stod i noget tæt krat men trådte så ud på et spor. Gerner fløjtede af den, skød og den faldt. Det viste sig at være en fantastisk flot 7 ender (7 pointer som det hedder på engelsk).
 
 
Dagen efter blev vi præsenteret for en tysk jæger der skulle køre med os ud i en skydestige. Han var en erfaren jæger, og han fortalte at han til oktober skulle til Zimbabwe og skyde sin 3. elefant. Han var blevet tilbudt en 80 punds elefant for 12.000$ af en god ven der var ambassadør i Zimbabwe. Han kendte ikke til muntjac i forvejen, og da han så billedet af Gerners, ville han også skyde sådan en. Han var en hyggelig fyr og vi fik udvekslet en del jagthistorier. 
 
Om morgenen på vores anden dag, blev jeg sat ud i en skydestige. 
 
 
 
Det regnede og blæste, og jeg tænkte alvorligt på, om jeg mon var helt velforvaret i hovedet. Tænk at bruge sin dyrebare ferie og en masse penge på, at sidde i et træ i øsregnvejr og buldermørke i et fremmed land.  
Nå, men da der kort efter, vidste sig en lille muntjac, forsvandt alle de tanker sporløst. Det var en hun, men det var sjovt at sidde og kigge på det lille hjorte dyr der vimsede rundt. 
Efter et par timer kom der en buk med to råer og da jeg efter bedste overbevisning syntes, at den var værd at skyde, sendte jeg kuglen af sted og bukken sprang i vejret og løb ind noget krat. Jeg var overbevist om, at den var ramt fint og kort efter gik jeg ned og fandt bukken liggende midt inde i en blomstrende tjørnehæk.  
 
 
Der var kun en ting at gøre, ned på knæ i mudderet og kravle ind for at hente den ud. Jeg syntes selv, at det var en fin buk, men Gordon var ikke imponeret. Han kaldte den: ”a small one, but not bad”. Tyskeren havde stadig ikke skudt noget, men han ville helst heller ikke ud af bilen, når det regnede. 
Om aftenen skød Gerner sin anden buk, en stor flot 6 ender. Gordon mente, at det måtte være en guldbuk.  Gerner og Gordon kørte rundt på flere terræner, men igen var der ingen bukke, der fandt nåde for Gordons skarpe blik. De kørte ind i et område, hvor der skulle gå en stor buk. De så ingen dyr umiddelbart, men satte bilen og gik langs gærder og skovkanter. Området lå ret højt oppe og de kunne se langt ud i landskabet med de fantastiske hvid blomstrende hække mellem markerne. Gerner fik øje på en 5-6 dyr i det ene hjørne af marken. Han prøvede, at sige det til Gordon, men Gordon er jo stokdøv, så Gerner må rive ham i ærmet for at få kontakt. Dyrene rejste sig og løb ind i en lille lund og forsvandt. Gerner og Gordon gik om på den anden side af lunden og så 4-5 dyr krydse et spor inde i lunden. Men der var ingen buk i mellem, så den måtte jo stadig være derinde. De gik lidt videre og så 2 dyr, der stille og roligt var på vej væk fra dem. Gordon kunne tydeligt se at bukken var mellem dem, så de fulgte efter. Råen forsvandt og bukken lagde sig. De måtte nu ned og kravle frem til den og Gordon satte stokken op da de er omkring 100m fra den. Bukken rejste sig og gloede på dem og det var så det sidste, den gjorde. En fantastisk stor og stærk buk.  
 
 
Den sidste morgen regnede det igen. Gordon foreslog at vi satte os i en dobbelt skydestige med tag over. Dette var fint for os, Gerner var ikke så interesseret i at skyde mere, så det kunne være hyggeligt. Vi så dog ingenting udover en kanin og en fasan. 
Sidste aften besluttede Gerner at blive hjemme. Jeg var dog ikke færdig med jagten endnu og tog af sted. Denne gang fulgtes jeg med en helt ung schweizer Cai, der var på jagt for første gang. Vi kørte ind i Eynsham Hall parken. Gordon satte Cai af i en skydestige, og vi kørte videre. Kort efter løb der en buk ud foran bilen og Gordon bakkede et langt stykke tilbage. Vi pürschede frem til det sted, vi sidst så den. Bukken var væk, men jeg fik øje på en anden meget længere nede af grusvejen. Vi listede videre ned mod den, og kunne se at det var en god buk. Gordon satte skydestokken op og jeg fik hold på bukken og på min begyndende bukkefeber og skød. Vi så den falde og var sikre på at den var død, men få sekunder efter rejste den sig igen. Panikken bredte sig straks, men inden jeg fik skudt igen, faldt den og blev liggende. Det viste sig at være en gaffelbuk. Det havde vi ikke nået at se, men det var altså også en kæmpe gaffelbuk.
 
Efter at Gordon havde brækket bukken og den var fotograferet behørigt, kørte vi videre. Jeg sendte en sms til Gerner om at jeg havde skudt en gaffelbuk. Den oplysning havde han spekuleret noget over. 
Kort efter ringede Cai (der var medhør i bilen så jeg kunne høre alle telefon samtaler) Han havde skudt en buk, men var bange for, at han have anskudt den. Den var løbet væk, og han kunne ikke se den. Cai lød nærmest grædefærdig. 
Vi besluttede, at køre over til ham, men inden vi nåede det, ringede telefonen igen. Det var Alex, en anden stalker der gik med en spansk jæger. Den spanske jæger havde netop skudt en kæmpe buk, over 650g mente Alex. De var et sted på vejen over til Cai, så vi kørte først over til dem, og fik lykønsket den spanske jæger.  Opsatsen var kæmpe stor, men var desværre stadig delvis i bast. 
Vi kørte derefter alle over til den stakkels Cai. De to stalkere og Cai fandt dog hurtigt bukken, der var skudt perfekt, og som havde et knytnæve stort hul på bladet. Jeg spurgte Cai om, hvilken kaliber han skød med, og hertil svarede han 300 win mag! Cai var vældig glad for sin lille gaffelbuk i bast og fortalte, at han havde valgt den kaliber, fordi han ville være sikker på, at dyret forendte straks, og fordi han til efteråret skulle til Skotland for at skyde højlands hjorte. Han fortalte, at det stort set var umuligt, at komme på jagt i Schweiz, hvis ikke man var født ind i en familie, der havde jagt. 
Da vi nærmede os vores hotel stod Gerner og ventede på mig. Gordon sprang ud af bilen, løftede spaniolerens kæmpe buk op og sagde at, den havde jeg skudt! Gerner så ud som om, han skulle besvime, men blev alligevel glad (og lettet?) da han blev præsenteret for den rigtige buk. 
Så var jagten slut, og vi var begge meget tilfredse med resultatet, 2 gode bukke til hver og Gerner fik endelig sin muntjac. 
Vi blev endnu et par dage på hotellet og besøgte Oxford samt en af de små landsbyer Burford i det smukke Cotswold område. 
En fantastisk og uforglemmelig tur, i et smukt land med mange flotte dyr.