Irish deer hunting by Niels F Nielsen

En kærligheds historie
 
Jeg sidder i bilen for endnu engang at køre turen ned til Kerry hvor mine jagt områder er. Jeg runder det store sving på grænsen mellem County Cork og Kerry. Bjergene ses nu tydeligt, og  jeg fornemmer at bjergene på min arm i form af gåsehud er på vej.
Jeg har altid den fornemmelse når jeg kører på den strækning for om lidt kommer de høje bjerge til syne og dalen mod Killarney åbner sig. Jeg drejer af mod Kenmare og kører ind i en ny dal med høje bjerge på begge sider, det er her sikaen ”det sorte spøgelse”  lever.
Da jeg for 6 år siden mødte min Irske kæreste havde jeg ikke nogen anelse om det kærligheds drama der senere skulle udspille sig. Da jeg første gang besøgte Irland åbnede mine jæger øjne sig så store som the kopper. Her måtte være muligheder!
Vi besluttede for ca 3 år siden at flytte til Irland, så vi pakkede vores ejendele på traileren og kørte til Irland. Efter at være kommet på plads begyndte mine jæger instinkter at koge så jeg fik fat i ansøgninger for at få mine våben til Irland. Ned på den lokale politistation og få afleveret mine ansøgninger. UPS det var ikke sådan bare liiige at komme igennem med det. Jeg var dog heldig at den lokale Gun officer Brian var en hjælpsom mand. Jeg fik fat i en Gun Club, 3 års ventetid (man skal være medlem i en gun club for at få våben tilladelse) jeg var dog heldig at finde en lille klub der ville tage mig som medlem.
Så efter 8 måneder, nye låse i huset, våbenskab boltet ind i vægen, og alarm på huset alt kontrolleret af Brian kunne jeg flyve fra Kastrup med mine Guns. Så lang så godt! Men våben skal jo ikke stå og ruste i våben skabet.
Det var jo August, hvad gør man i August? Ja! man skyder selvfølgelig skovduer. Nu var det ikke sådan at jeg kunne høre en masse skyderi omkring på markerne – total stilhed – det eneste man kunne høre var duernes flaksen når de trak til stubmarkerne. Luften var tyk af duer nærmest solformørkelse.
Nu er det jo ikke så nemt i et nyt land hvor man ikke lige kender landmanden henne om hjørnet så gode råd var dyre. Op på cyklen og ud af byen i det dejlige solskin. Og lige der på marken kører bonden og høster med besvær da duerne nærmest  sidder i flok foran den alt ædende meje tærsker. Jeg lader skærveknuseren bære mig ned af markvejen og venter ærbødigt til bonden stopper og kommer ned for en snak med den underlige mand på CYKEL. 
Det viser sig at Sam er en rigtig venlig bonde mand. Og da jeg siger til ham at mine forældre fortalte mig at hvis man vil have svar måtte man jo spørge, beder han mig spytte ud. Og da jeg spørger spagt om det mon kunne være muligt at få lov til at skyde et par duer på hans mark, bryder han straks ud i et stort smil og siger, hent du bare bøssen og skyd løs de lorte duer er her nok af.
Jeg takker mange gange og efter lidt flere høfligheder cykler jeg hjemad med meget stor selvtillid. Et par timer senere befinder jeg mig med mine støvede lokkere i hegnet for at gøre klar til duerne. Jeg finder et godt træ at sidde under på min jagt stol lægger bøssen og sætter lokkerne ud. Retter dem , tjaaa det må være godt nok til de Irske duer. Jeg kommer tilbage til min stol finder et par 7 hagl frem, vender mig om og DER sidder allerede de første duer mellem lokkerne. Famlende får jeg ladt og de første duer må lade livet. Jeg tænker lidt på Jeppe i beronens seng. Duerne kommer bare væltende til mine ”Danske” lokkere.
Det viser sig senere at Sam ejer 3 farme på den anden side af vejen, der hvor jeg skød de første duer var bare 10 hectar ud af de 500 han havde lige uden for min dør. Et slaraffenland med duer, kaniner,krager, råger, ræve frit når man har tid, lysten er der jo altid. Ja! hvad kan der dog komme ud af en tur på cykel. 
 
Men tilbage til kærligheden. Samtidig med at jeg skød duer så løbene glødede havde jeg afsluttet et kursus hvor jeg havde udført min egen business plan. I den forbindelse havde jeg hjælp fra blandt andet Mary som i dag er min revisor.  Mary og jeg havde en lang snak mens hun var mentor for mig, ud over skatte regler og andre kedelige ting fik vi snakket om hendes famile og området hvor hun var født. Det lød som om det var et sted med jagt muligheder så jeg greb chancen og spurgte ind til emnet. Joda! Det blev da skudt lidt dyr på hendes forældres land nede i Kerry. Blodet kogte i mig og jeg måtte gøre alt for at holde poker fjæset.
Mary mente dog at det var bedst jeg talte med hendes bror om det med jagt.  Som sagt så gjort , jeg fik lavet en aftale med Michael og hans kone som også hedder Mary. Vi skulle mødes på hans forældres farm i Lauragh på Beara peninsula.  Igen kogte blodet i mig, det er et sindsygt smukt sted. Jeg vidste det da Gene og jeg havde vandret i bjergene i det område. Vi mødtes med dem på farmen og de viste sig som alle andre irlændere at være gæstfrie og varme. Men men det var ikke her der skulle jages.!
Det var på Marys forældres farm som ligger ved en lille landsby  som hedder Kilgarvan. Som tilflytter ringede navnet ikke rigtigt i mine ører men efter at have studeret et kort kunne jeg ikke tro mit eget held. Kilgarvan ligger lige op af Killarney National Park. 2 uger senere skulle vi mødes med Michael ved kirken i Kilgarvan. Jeg havde sendt en lille bøn den morgen og bedt til at farmen lå på den side af landevejen der er mod National parken. Følg mig var beskeden, som sagt så gjort. Mit hjerte bankede men stoppede næsten da Michael drejede i retning af det forjættede område. Vejen som blev smallere og smallere førte os ud til en lille farm, typisk Irsk familie farm. Stedet er tomt da Marys forældre begge er døde. På farmen skiftede Gene og jeg over i Michaels bil og ud af markvejen det gik. Jeg sprang ud som en gazelle og åbnede og lukkede gates, det kunne ikke gå hurtigt nok. 
Det syn der åbenbarede sig var til forelskelse ved første øjekast. Vi kørte med besvær ud af den bulede markvej stoppede et par gange for at se på sagerne. Floden dernede er grænsen og bjergtoppen er den anden grænse forklarede Michael . Lidt difust for en Dansker der er vant til meget strikte grænser når det gælder jagt. Mark vejen endte ved en skov. Michael forklarede at skoven fortsatte ca 1½ - 2 km ind i dalen, men han havde aldrig været ude i den anden ende af skoven. Området var beplantet med skov i forskellig alder der var forskellige biotober. Jeg kunne slet ikke få luft jeg kiggede skjult på Gene og hun grinede.
Ydmyg  som man jo er som jæger spurgte jeg om det var muligt at leje jagten for det så da ganske ”rimeligt” ud (igen pokerfjæs). Svaret var at jeg bare kunne gøre som jeg ville og at de overhovede ikke ville høre tale om leje eller betaling. Nu kunne jeg knapt ånde. Med stor modvilje forlod vi stedet og sagde farvel til Michael. Jeg var totalt i extase vi måtte stoppe bilen for at jeg kunne gå en tur rundt om den.  600 ha fri jagt med national parken som nabo. Sika land, national parken har Irlands fineste/reneste bestand af Kronvildt.
Derfor sidder jeg i bilen med gåsehud jeg er på vej til ”farmen” det sted hvor jeg med stor kærlighed bruger meget af min fritid.
Jeg ankommer til farmen tjekker at alt er ok inde og ude. Sender en SMS til Michael og fortæller et jeg er der og at alt er ok. Jeg kan nu bruge stuehuset til at overnatte i når jeg er på jagt i området. Jeg betaler nu ved at vedligeholde og reparere lidt på farmen.
Jeg får ATV ned af traileren, men bestemmer mig for at gå ned bag farmen hvor der er en lille skov hvor jeg tidligere har set en god 6 ender. Han er der ikke i dag, normalt svarer han på min fløjten og jeg ved at han står vagtsomt inde i skoven og lurer. Skidt med det til næste år har han 8 ender.  Jeg drysser ud af markvejen og kigger en tur ned mod floden. Mørket sniger sig ind i dalen og jeg vender snuden hjem mod farmen. Jeg passerer et vænge og der står jo en sika kalv. Jeg får riflen ned af skulderen bruger lågen lader skuddet gå. Kalven ligger forendt i det grønne Irske græs. En fin kalv til fryseren jeg får brækket kalven og trasker hjem for at hente min ATV. Michael er kommet til farmen mens jeg har travet rundt ude i landskabet. Jeg får hentet kalven og vi hænger dyret op under halvtaget. Michael takker for den nye dør ind til laden og spørger hvad det koster, jeg kigger på ham og gør tegn til at min hørelse er væk. Han forstår og nikker.
Næste morgen har jeg en aftale et andet sted i Kerry så jeg kommer ikke på jagt om morgenen men er tilbage på farmen om eftermiddagen. Det øser ned (irsk regn) skal skal ikke?  Jeg bestemmer mig for at give det en chance. På med regntøjet og røjserne, op på ATVen og ud af markvejen. Jeg bestemmer mig for at bruge et tårn der står midt på jagt området tæt på vejen. Nu øser det ikke ned, det vælter ned. Jeg kommer på plads i tårnet som heldigvis har tag som giver bare lidt læ. Tænker lidt på at jeg kunne være halvvejs hjemme nu men man er jo jæger. Jeg får sika fløjten frem fløjter nogle gange, der sker ikke meget. Men der er pludselig 2 hinder i de 3-4 m høje granner. Frem med fløjten igen! Og Der! Kommer svaret der er en sika hjort der svarer, godt nok lang væk men han er der. Kikkerten bliver tørt for regn, der er ikke 1 men 2 hjorte de kan ikke lide kunkurrence så de kommer nærmere den formastelige ”sika” der er trængt ind på deres domæne.  De forsvinder i træerne og jeg giver dem god tid. Efter 10 min fløjter jeg igen og den ene hjort dukker frem og stiller sig op klar til Kamp. Jeg fløjter et kort fløjt og han kommer langsomt nærmere. Jeg lader ham gå og hygge sig og måske undre sig over hvor den indtrængende hjort pludselig blev af. Det er ikke en stor hjort så jeg lader ham esse ca 75 m fra tårnet. Igen skal skal ikke. Jeg tænker på den slunkne fryser og at det er sidst på sæsonen. Han er smuk mens han går der og æder. Men så begynder han at æde af de unge træer, stor fejl af ham men tak for det. Det giver mig en bedre samvittighed når jeg om lidt giver ham er kugle på halsen. Afskydning af sika er nødvendigt da de gør store skader på skovene.
Jeg får riflen op venter til han står perfekt til en hals kugle. Jeg forlader min delvise tørre plads og finder ham forendt lige inden for hegnet og kun 40 m fra ATVen, meget praktisk når man er alene.  Han ligger nu i fryseren sammen med kalven.  Og gud hvor det smager efter en tur på Weber Grillen.
Jeg får dyrene og ATVen læsset og kører de 1½ time hjem, og på hele turen hjem glæder jeg  mig til at komme hjem til min kærlighed.
Copyright 
Niels Nielsen Carrigaline Co. Cork Ireland