Frank Hilton på trykjagt!
Den 10. nov. 2008 lå der en invitation fra Skov-og Naturstyrelsen om deltagelse for ét medlem af Torup Sogns Jagtforening til en trykjagt med riffel i Store Dyrehave den 8. dec. 2008 kl. 9.00. Bestyrelsen besluttede, at undertegnede skulle begunstiges med denne invitation, og da jeg blev kontaktet tænkte jeg: "Det er da løwn.. det er jo som at vinde i Lotto.
Efter flere nætters urolig søvn, og efter at have gennemgået grejet adskillige gange, oprandt så den store dag. Vi mødtes 14 skytter fra de Nordsjællandske jagtforeninger samt næsten lige så mange af skovens folk kl. 9.00 ved Tolvkarlehus i Hillerød. Vildtkonsulent Niels Worm bød velkommen, og ved parolen blev vi gjort opmærksom på, at der måtte skydes råvildt og ræv. Der måtte gerne skydes rå og lam, da vi var så sent på sæsonen, at lammene skulle kunne klare sig. Hvis vi kunne undgå at skyde kastebukke, ville man sætte pris på det. Jagten bestod af 4 såter på godt en times varighed pr. stk. Sikkerheden var 1. prioritet, så vi blev gentagne gange indprentet, - skyd ikke, hvis der ikke er kuglefang !!
Vi blev delt i 2 hold og blev herefter kørt ud på vores poster. Store Dyrehave er et kæmpe areal, så ikke noget med at gå.
Skoven vrimlede med råvildt og der blev skudt livligt. Efter 2. såt blev der serveret sildemadder og skipperlabskovs samt øl og brændevin.
På paraden lå der 17 stykker råvildt, men desværre var ingen af dem mine. Alle havde en pragtfuld dag.
Tak til Skov-og Naturstyrelsen samt til bestyrelsen for Torup Sogns Jagtforening for en uforglemmelig oplevelse.
Frank Hilton
