Sorte spøgelser, danseren og den gamle ged. Irland 2014

Efter mange forviklinger og misforståelser fra rejsebureauets side, havde vi næsten mistet lysten til at tage af sted. Vi besluttede dog, at nu kunne der ikke gå mere galt, og vi skulle have det bedste ud af turen. Vi skulle til Kerry county i Irland og jage sika hjorte og vildgeder. Ovennævnte forviklinger betød, at vi kom af sted uden vores egne rifler, og som kompensation for det, sørgede rejsebureauet for, at vi kom til at jage 1:1 i stedet for 2:1, som vi havde betalt for.
Vi skulle følges med to andre jægere, i en lejet bil fra Dublin og til Glengarriff, hvor vi alle 4 skulle bo. Allerede i flyet spottede vi Bjarke og Christian. Man kan vel altid kende en jæger. De var et par festlige fyre og med lidt omveje, fandt vi vores guesthouse i Glengarriff.  Vi blev noget overraskede da vi kom op på vores værelse. På guesthouse’s facebook side som vi tjekkede inden afrejsen, var der et billede af et flot værelse med altan og en fantastisk udsigt over Bantry bugten. Det var det værelse, som i øvrigt var bryllupssuiten, som vi skulle bo i. Det var jo alt i alt en god begyndelse. Vi mødtes i restauranten neden under med outfitteren Niels og de to irske stalkere Pat og Dan. Niels som er dansk og bosiddende i Irland, fortalte om jagten og om de meget sky og skudstærke sika hjorte, hvilket fik sommerfuglene i maven til at flagre og nervøsiteten til at stikke sit hoved frem.
 
De sorte spøgelser
Allerede kl. 6 næste morgen blev vi afhentet. Jeg skulle følges med Dan, Gerner med Pat og Christian og Bjarke med Niels. Planen var, at vi skulle være ude hele dagen, og vi havde derfor frokost med. Selvom det var slutningen af september, var vejret lunt og solen skinnede det meste af dagen. Det varme vejr var faktisk et problem, fordi det medførte, at brunsten ikke var kommet rigtigt i gang.  Sika hjorte opholder sig mest i skovene og de ses derfor meget sjældent. Den bedste chance man har for at skyde hjort, er i brunsten, hvor man kan fløjte dem til sig. Vi havde også fået at vide, at det var vigtigt at ramme dødeligt første gang, da de ellers ville løbe ind i skoven og der ville det være umuligt at finde dem. Man bruger ikke schweiss hund, da skovene her ofte er fuldstændig uigennemtrængelige. Jeg havde bedt om at få en skydestok med, det undrede Dan sig lidt over og det forstod jeg først senere. Her foregår jagten nemlig på den måde, at man går ud og fløjter på hjortene og kommer der svar, finder man et sted at ligge ned og kalde igen. Oftest på en forhøjning, enten af grene eller et klippefremspring eller også bare udover en skrænt. Området vi skulle jage i, bestod af lave bjerge delvist dækket af skov og skovrydninger og af områder med lyng eller meget høje bregner med meget våd og blød undergrund. Meget grønt og meget smukt.
 
 
Dan og jeg kørte ud i terrænet, parkerede og gik derfra. Vi fandt ret hurtigt et sted, hvor vi kunne ligge på nogle grangrene, ikke særligt behageligt men der kom svar fra skoven på Dans fløjten. Det er en meget mærkelig fløjte lyd og endnu mærkeligere at høre en tilsvarende fra skoven. Vi så dog aldrig hjorten og efter et stykke tid gik vi videre. Terrænet var svært at gå i. Der lå gamle visne gran stammer og grene overalt, og stier var der ikke. Vi fandt et smukt sted med meter højt lyng og sad der en stund. Igen kom der svar fra skoven, og frem kom en hjort, stor og flot men kun med en stang. Den var fin, men da det var første morgen, og jeg kun havde licens til en hjort, valgte jeg at lade den gå. Med det var fantastisk at se, at Dan kunne fløjte den helt ind på 50 meter fra os.
Til frokost mødtes vi alle 7 og spiste lækre sandwicher og kager. Ingen af de andre havde set noget, men vi var alle fulde af forventning. Eftermiddagen gik, uden vi så andet end en hind med kalv. Jeg var ved at være godt træt i benene, for det var lange pürscher og korte pauser. Men sikke nogen fantastiske udsigter man har, når man bevæger sig i højderne. Kort før solnedgang hørte vi igen fløjten fra skoven, og denne gang kunne man høre at det var en stor hjort med en meget dyb stemme. Vi blev begge fuldstændigt tændt, men kort efter blev det for mørkt og vi måtte vende hjem igen. Det gjorde det bestemt ikke nemmere, at gå i mørke men jeg nåede da hjem uden nogen brækkede ben. Hjemme på guesthouse mødtes vi alle til aftensmad og en godnat øl. Ingen havde fået skudt noget, men Gerner og Pat havde også hørt den store hjort, og de skulle ud i det område dagen efter.
Næste dag var vejret skiftet og vi startede ud med en kort travetur og lå derefter en halv time på en gran bunke i øsregnvejr. Udsigten var fin med et grønt område foran os og skoven i baggrunden. Vi skiftede sted et par gange, hvilket også medførte at vi skulle over en å. Det lykkedes dog, uden at blive ret meget vådere end jeg var blevet af regnvejret men pyt… det var ikke koldt og det var spændende. Vi fandt en stor bunke tørv med visne grene ovenpå som vi kunne ligge opad, og kort efter hviskede Dan, at hjorten stod bag os! Nu skulle jeg vende mig om liggende, have riflen filtret ud af grenene og anbragt på ny, på en dårligere plads og hjorten stod 70m fra mig og gloede. Hvordan det lykkedes mig, fatter jeg ikke, men jeg skød og den spurtede af sted. Nå… Dan mente at det var et dårligt skud, men vi måtte lige kigge efter den.
Humøret sank, og det var fuldstændigt umuligt at finde schweiss i det virvar af grene, men vi ledte en tid. Vi kom nærmere skovkanten, og pludselig stod der en anden og flottere hjort foran mig. Dan kastede riflen over til mig og sagde skyd! Men heldigvis duggede sigtekikkerten, og jeg fik tænkt mig om, og sagde at jeg ikke ville risikere endnu en anskydning. Hjorten forsvandt, og vi ledte videre. Kort efter så jeg Dan sætte kikkerten for øjnene og smile. Min første sika hjort lå fint forendt lige i skovkanten og meget tæt på at have været forsvundet derind. Jeg sendte en SMS til Gerner ”One sika down”.
 
En time senere kom der en SMS ”One more sika down” fra Gerner. Han og Pat var taget ud i de bjerge, hvor vi, dagen forinden, havde hørt den store sika fløjte. De havde siddet højt oppe på toppen af bjergkammen, hvor der var skrænter ned på tre sider af dem. Det havde været koldt, vådt og blæsende og Gerner havde tænkt lidt over det fornuftige i at betale mange penge for at pine sig selv på den måde. Men de tanker gik hurtigt over. Pat havde fløjtet og der blev svaret! Gerner kunne først ikke få øje på hjorten og Pat pegede ud mod en lille skov og kunne øjensynligt heller ikke se den, men pludselig stod den lige nedenfor dem på 20 meters afstand. Gerner kunne kun gøre en ting, og det var at skyde stående. Han skød den på bringen hvorefter den gik 10-15 meter, og for en sikkerheds skyld skød han den igen på halsen. Men det første skud var fint og havde været nok. Det var en flot 7 ender og Gerner er rigtig glad for den.
 
Vildgedens sidste dans
Da vi nu begge havde skudt vores sikahjort, skulle eftermiddagen bruges på vildgede jagten. Vi kørte alle fire af sted, ud i bjergene på sydsiden af Beara halvøen. Pat og Dan spejdede op af bjergsiderne og på et tidspunkt fandt de et sted at parkere.
Jeg kiggede op mod toppen af bjerget og syntes at det så rimeligt uoverskueligt ud, hvis vi skulle derop. Dan viste mig nogle små hvide prikker som skulle være gederne men senere fandt jeg ud af at det bare var sten og at gederne var meget længere oppe. Godt jeg ikke vidste det fra starten! Vi gik op, og snart var der ikke sti mere, men kun lyng så højt at det nogen steder gik mig til livet, eller bregner og græs ligeså højt og under dem var der regnvands render, som man ikke opdagede, før man lå nede i dem. Gederne lå på bjergsiden omkring 500m til venstre for os. Vi var nødt til at gå op forbi dem og så derefter nærme os ovenfra.  Heldigvis holdt Pat og Dan nogle gode lange pauser undervejs. Jeg troede egentlig at jeg var i rimelig god form, men det var svært at følge trop med de tre høje langbenede fyre. Efterhånden kunne jeg tydeligt se gederne. Det var en lille flok med kun en buk. Jeg håbede lidt på at det var Gerner der skulle skyde, så jeg kunne få vejret imens men nej. Da vi var nået op over dem fandt vi et lille klippefremspring dækket af lyng og en meget ubehagelig tidsel kaldet ”nålepuden”. Der kunne jeg ligge og der var ikke andre muligheder.
Dan lagde sig ved siden af og Gerner og Pat satte sig bagved os. Dan sørgede for at fjerne lyngen foran mig så der var frit udsyn ned til gederne. Men bukken gik hele tiden enten i skjul under skrænten eller bag en af de andre. Mine arme sov skiftevis, og jeg kunne mærke tornene fra tidslen bore sig ind i mine ben, og det gjaldt bare om at ligge stille. Udsigten var fantastisk. Vi kunne se små landsbyer nedenfor, og bugten der skar sig ind i landet. Jeg tænkte på, at nu lå jeg her og havde den mest formidable udsigt, og hvad gjorde jeg? Lå bare og holdt øje med en tot græs med en gedebuk bagved.
 
Efter halvanden time kom bukken endelig fri og sprang op på en flad klippe og stillede sig perfekt. Idet jeg lod skuddet gå, kunne jeg høre Gerner hviske ”Skyd!”. Herefter skete det mest mærkelige vi alle nogensinde har oplevet. Geden rejste sig på bagbenene og stod helt oprejst med højt løftet hoved og brægede ud over bjergsiden samtidig med at den drejede rundt om sig selv to gange. Gerner var bange for at den skulle springe af sted og råbte ”skyd igen!” men jeg var helt lamslået over synet. Heller ikke Pat eller Dan havde oplevet noget lignede og vi har alle fire have set fuldstændigt målløse ud. Ærgerligt at vi ikke havde kamera med, men godt at Gerner var med til at opleve det nærmest overnaturlige syn.
De andre geder gik derefter på en lang række lige forbi os. Gerner havde fået at vide, at gederne var uønskede her, så han måtte gerne skyde en også, og det gjorde han.
Den gamle ged
Næste formiddag havde Gerner og jeg fri. Pat og Dan tog med Bjarke og Christian der endnu ikke havde skudt. Vi sov længe, og sidst på formiddagen kom Bjarke og Christian glade hjem med hver deres fine sikahjorte. Vi fejrede jagten med det gode irske øl, og om eftermiddagen skulle Gerner og Pat ud og kigge efter en vildged. Først spurgte Bjarke om han måtte komme med og siden også Christian. Niels tog også med. Bjarke fik vores video kamera med. Jeg havde stadig meget ømme ben med mange blå mærker, så jeg blev hjemme. Hele selskabet kørte ud i bjergene, også på Beara halvøen. Gerner fortalte, at de parkerede og Pat pegede op mod bjergtinden.
Der, langt oppe, så han silhuetten af en stor ged med kæmpe horn. Pat sagde:” I promised you a big one. Here he is, and now the rest is up to you”. Men der var langt op. Gerner tænkte, at det var en umulig opgave at komme helt derop. Men de begyndte klatreturen som nogen steder var så stejl, at de kunne støtte sig til klippevæggen med hænderne, mens de gik. Efter et stykke tid fandt de et sted hvor Gerner kunne ligge på en skrænt. Han kravlede derud men der var højt græs foran ham, så han kunne intet se.
Han forsøgte at kravle endnu længere ud, uanet at han var på vej udover en skrænt der faldt ca. 40 meter ned. Pat fik hentet ham ind igen, og de måtte fortsætte op af bjerget. Endelig fandt de et godt sted, hvor Gerner frit kunne ligge og kigge på den store buk og dens følge af tre andre pæne bukke. Der gik dog et stykke tid, før han havde den fri til skud. Hornene var så lange og bøjede helt ned over kroppen, så han var nødt til at vente til den havde bøjet hovedet helt ned for at spise, af skræk for at komme til at ramme hornene. Den faldt i skuddet og blev liggende. Pat fortalte, at han mente at bukken var 15-16 år gammel. Den var let genkendelig fordi den havde en hvid plet på den ellers brune pels og han havde set efter den i de sidste seks år. Gerner var glad og helt overrumplet, da han så den store ged. Bjarke kommenterede det med ”Det er ligesom når Gerner er i Afrika, han har safaristempel på kasketten, bærere til riflen og trofæet og TV2 live er med for at filme det hele”.
 
Nu var vi jo færdige med jagten og havde et par dejlige dage som turister i Glengarriff. Herefter havde vi tre dage i Killarney, hvorfra vi tog ud og så noget af det meget smukke Kerry landskab.
Denne jagtrejse har været helt fantastisk. Det har været fysisk hårdt men netop derfor også utroligt spændende. Vi føler virkelig, at vi har kæmpet for vores dyr.
Jagten og det at opleve sikahjortene fløjte og synet af vildgedens dans, det fantastisk smukke landskab og de utroligt venlige mennesker, både de danske og de irske, har gjort denne tur til en af vores bedste jagtrejse oplevelser.