Nuffer på Schweisskursus

Nuffer - en Jack Russell Terrier (nu 3 år gl.) på Schweisskursus.
 
Egentlig har vi trænet slæbespor fra han var lille.
Til formålet har jeg fabrikeret en sporsele til ham.
Noget skulle vi foretage os ”her i den mørke tid”, så da Bramsnæs jagtforening introducerede et schweiss kursus, greb jeg chancen.
Kurset blev afviklet i løbet af i alt 3 lørdage, og det kan kun bruges som beskæftigelsesterapi for mig og hunden og de optrænede færdigheder til søgning på eget jagtterræn.
Det kan IKKE erstatte en legitimeret Schweisshundeføres arbejde.
 
Vi har aldrig før trænet på blod.
Da dagen oprandt viste det sig, at der var et par gravhunde, en springer og et par labber, samt 5 ruhårede hønsehunde samt Nuffer.
 
Første lørdag blev vi lige indviet i, hvordan man lægger  schweiss spor ud.
Dernæst afventede den ene gravhundefører og jeg vores tur på et strategisk sted med vores hunde (Hundene kender hinanden fra gravtræning og er absolut IKKE perlevenner)
Pludselig kom 2 rådyr springende ca. 20 m. fra os og begge hunde var opsat på at forfølge dem for fuld hals i ca. 5 min., som om de var på drev. Det kunne hundene da blive enige om.
Vi stod begge og nød vore hundes halsgivning ”på drev”. Selvfølgelig forblev de på stedet og i line.
Men det passede ikke lige vores Schweiss instruktør, der mente, at vi skulle have dæmpet vore hunde.
Det er ikke altid ligetil :o).
 
Da det blev vores tur, satte jeg Nuffer af og iførte ham selen, men han virkede fjern. Et eller andet fremme i terrænet havde hans opmærksomhed. Jeg kunne ikke få øje på noget, så jeg rettede linen ud og satte karabinhagen i selen, hvorefter jeg gik frem og krattede i det, som skulle forestille anskudsstedet, og kaldte ham så frem.
Og jeg skal da lige love for, at han skød frem – forbi mig -  og ca. 75 m længere, hvor et lille EGERN sad i skovbunden og rodede. Det fòer op i det nærmeste træ, hvorefter hunden, med den lange line hængende efter sig, stolt kom tilbage til mig uden overhovedet at give en lyd.
DEN FRISTELSE VAR FOR STOR.
Det er en ”fornøjelse” at ha sådan en lille krudtkarl.
 
Tja - - - vi måtte jo starte forfra, og jeg viste ham igen ”anskudsstedet”.
Efter et øjeblik havde han tydeligvis fundet ud af, hvad øvelsen gik ud på, for han sprang derudaf – direkte på sporet.
Jeg havde travlt med at ”læse” hunden, der bare ville fremad med snuden nedad og oprejst hale,
Så ingen kunne være i tvivl, hvor hans r..hul og hans blå kugler var placeret. (man er vel hanhund)
 
Sporlæggeren havde rigtig ”hygget” sig, for det gik op ad bakke ind under vindfældede træer, gennem brændebunker og et areal med tornet underskovsbevoksning.
Vi kom frem til enden, hvor der lå et par løb efter ca. 350 m. Py ha.
Det var anstrengende, men en rigtig hurraoplevelse.
Anden lørdag var der lidt mere ro på, men stadig med snuden direkte i sporet og sikkerheden selv.
Tredje lørdag var der faldet sne, men jeg kunne ikke se sporet, så jeg stolede på hunden, der faldt af nogle gange, og var nødt til at søge op, så det gik i et mere adstadigt ”tjenestemandstempo”.
Trods alt var det meget fint arbejde alle 3 dage og rigtig god social kontakt til de andre hunde.
Det skal vi da prøve noget mere.
 
Han er jo rævehund og et skal lige her til slut  bemærkes, at han smed sin første ræv ud af grav på årets allersidste reguleringsdag på Svanholm Gods. HURRA
De allerbedste hilsner.
Demuth